Den er rødlig og har mange skarpe kanter, og den vejer omkring 20 tons. Meteoritten kaldes Agpalilik – det er grønlandsk og betyder klippen, hvor søkongerne bor.
Den styrtede ned fra himmelrummet og landede i Nordvestgrønland for omkring 10.000 år siden. I 1963 blev den opdaget af den danske grønlandsforsker Vagn Fabritius Buchwald, og to år senere blev den bragt til Danmark.
Siden 1965 har vi kunnet betragte den foran Statens Naturhistoriske Museum i Øster Voldgade i København.
Men nu skal den store og smukke jernmeteorit hjem til Grønland – sammen med de hemmeligheder om universets gåder, som dens inde gemmer på. Flere milliarder af år gamle hemmeligheder.
Heldigvis ramte meteoritten et øde landskab dengang for 10.000 år siden, og gjorde så vidt vides ingen skade.
Og jeg er da glad for, at det ikke var sådan en svend, jeg mødte på en øde landevej for et par uger siden.
Sammen med min nabo var jeg på vej ud til Jenle i Salling for at se Grummes Teaters forestilling ”Jenles stemmer”. Det var en kølig sommeraften midt i august, og vi kom kørende på rute 187 med 80 km i timen. Der var ikke noget at se i landskabet omkring os eller på vejen. Ikke noget der bevægede sig.
Pludselig blev vores behagelige samtale afbrudt af to høje brag eller nærmere små, dumpe drøn, der kom lige efter hinanden. Som om noget ramte bilen. Men vi kunne ikke se noget, ingen stenslag på ruden, og vi slog det hen som en af den slags mystiske oplevelser, som ikke har en umiddelbar forklaring.
Der var ingen landbrugsmaskiner i gang på markerne, der var ingen mennesker at se og ingen andre trafikanter på den lige landevej med godt udsyn til alle sider.
Så vi kørte videre, fik en dejlig oplevelse på Jenle og en snak med en af de medvirkende, inden turen gik de 103 km hjemover mod Aalborg.
Først et par dage efter fik jeg øje på bulerne, da jeg var på vej ud af indkørslen, hvor bilen holdt parkeret.
To små, men dybe, markante buler med skarpe kanter, tæt på hinanden på kølerhjelmen.
Jeg var klar over, at de stammede fra det, vi havde hørt på landevejen. Men jeg kunne ikke regne ud, hvad der var sket.
Jeg tog billeder og meldte det til forsikringen med en prosaisk beskrivelse af hændelsen.
Nogle dage senere slog det mig pludselig – måske inspireret af snak om den nylige solformørkelse, som vi stærkt entusiastiske havde oplevet fra en bænk bagest i haven, at det sikkert var små stumper af et stjerneskud, der havde ramt os.
For Perseiderne sender jo massevis af stjerneskud mod os fra sin rejse forbi Jorden hvert eneste år, netop i slutningen af august. Jeg har ofte nydt det spektakulære syn af stjerneskud fra meteorsværmen, hvis jeg ellers har ophold mig på steder, hvor byens lys ikke forstyrrer oplevelsen af de millioner af stjerner, der blinker derude, og af de stumper af meteoritter, der tager en drejning mod jorden og brænder op i atmosfæren som store og små stjerneskud.
Det gav pludselig mening, i hvert fald for mig, at to små stykker sten fra rummet havde ramt os lige der.
De mennesker, jeg har fortalt om min teori, synes også, det lyder ret plausibelt, når de har set de usædvanlige buler.
Nu skal bilen til bulesnedkeren. Men først skulle den til fotosession på værkstedet, som efter at have set mine egne to billeder af bulerne, ville tage yderligere en række billeder til brug for forsikringssagen.
Mekanikeren, som jeg forelagde min teori, tror ikke på den. Ja, han afviste den helt og aldeles.
Ikke fordi, han kunne komme med en mere plausibel forklaring, ud over helt almindelige stenslag.
Og jeg kan naturligvis ikke bevise noget.
Men alligevel – tænk engang. Jeg er ikke engang rigtig ked af bøvl og selvrisiko – men nærmest oplivet ved tanken om, at vi blev ramt af små stjerneskud.
Men godt, det ikke var stumper på størrelse med Agpalilik, der ramte os. Så var vi gået glip af teatret og også en hel del andet …
Tænk bare, hvad der kan ske, mens vores lille prik af en planet sejler os rundt i universet.
Fascinerende, ikke?
Skriv et svar